4. FEBRUAR 2015
I går fortalte jeg om mine første spæde skridt ud af en svær depression med daglige angstanfald. Jeg fortalte, at jeg modtog samtaleterapi hos en dygtig psykolog i kombination med antidepressiv medicin. Den form for samtaleterapi, som hun praktiserede hedder kognitiv terapi. Altså ikke noget med at rode rundt i barndommen for at finde forklaringer og årsager. Dem havde jeg i øvrigt selv fundet. Nej, her handlede det om helt konkrete redskaber. Redskaber som jeg stadig bruger i min dagligdag.
Psykologen introducerede mig til den kognitive diamant.
Vi startede ved adfærd. Jeg var så kognitivt udfordret, at jeg ikke magtede, at arbejde med de andre områder. Derfor satte hun ind med fokus på små, overskuelige, lystfyldte aktiviteter. Min liste blev: Lytte til meditation, gå en tur på 2 km. (fast rute, så jeg ikke skulle tænke over det, men bare gå), hækle, læse ugeblade, løse Suduko, lytte til lydbøger og høre Mads & Monopolet på podcast.
Effekten var at mine tanker blev mere positive. Jeg oplevede mere glæde og fik mere lyst til aktiviteter. Den gode spiral var sat i gang med alle de bump på vejen, der naturligt er i et sådant forløb.
Rent fysisk oplevede jeg, at mine angstanfald blev færre. Jeg begyndte, at kunne bevæge mine ansigtsmuskler igen. De var nærmest stivnet. Pludselig kunne jeg smile og med tiden grine. Min krop og mine tanker blev hurtigere og det var en stor sejr, da jeg kunne se tv-serien “Arvingerne” med min mand og følge med i handlingen. Ja, det lyder grotesk, når jeg skriver det, men det var sådan det var. Ganske skrækkeligt hvordan den menneskelige hjerne kan ændre sig.
Comentarios