3. FEBRUAR 2015
Jeg har gennem mit liv haft utallige depressioner af længere eller kortere varighed. De har været fra de helt lette, til moderate og få gange af den svære slags. Alle har de været ubehandlede. I oktober 2013 blev jeg sygemeldt med en svær depression og daglige angstanfald. Jeg gik ned i det dybeste hul, jeg endnu har været i og kunne på ingen måde se, at jeg kunne komme op igen. Jeg troede, som alle de andre gange, at det bare var mig, den var gal med. Jeg skulle bare tage mig sammen, så skulle jeg nok klare det. Men nu havde jeg taget mig sammen i årevis – ja, siden præpuberteten og hullet blev bare dybere og dybere. Jeg kom i kontakt med klinikken for Selvmordsforebyggelse igennem en meget omsorgsfuld sagsbehandler. Det blev et vendepunkt for mig. Jeg fandt ud af, at jeg ikke bare var mærkelig. At jeg bare var syg og der var en behandling, der kunne hjælpe mig. Hvilken lettelse. Jeg kunne hjælpes. Jeg begyndte i samtaleterapi hos en blændende dygtig psykolog. I starten havde jeg svært ved at tro på, at jeg kunne blive rask, men hvad var alternativet.
Vi startede fra scratch. Jeg var ikke i stand til at arbejde med mine tanker og følelser på det tidspunkt. Jeg var så syg, at jeg ikke kunne huske helt simple aftaler. Jeg kunne ikke lave mad uden at brænde det på. Min koncentration rækkede ikke til at følge en film eller en tv-serie, der var mere kompleks end “De unge mødre”. Mit tempo var langsommere- både fysisk og psykisk. Bare det at handle i et supermarked var et bombardement af indtryk, som jeg ikke magtede.
Så min første opgave var, at have fokus på små, overskuelige og vigtigst af alt lystfyldte aktiviteter. Lystfyldte aktiviteter, sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til andet end at ligge i min seng. Jeg startede med at løse SUDOKO – den nemme og lytte til Mads & Monopolet på podcast. Og så gik jeg nogle dage en meget lille tur på 2 km, mens jeg hele tiden fortalte min hjerne, at det ikke var mine ben, der fejlede noget. Det er nemlig sådan, at når man er deprimeret, så snyder tankerne dig. En anden ting psykologen anbefalede, da vi nåede ind i marts måned, var at sætte mig ud i haven i en god stol med en dyne rundt om mig og suge lidt solskin og frisk luft til mig. Langsomt fik jeg en smule lyst og håb tilbage og langsomt, ganske langsomt begyndte min hjerne at fungere igen. Den proces er stadig i gang. Det er en sindsygt lang proces at komme sig ovenpå et sådant forløb. Jeg føler på mange måder, at jeg er ved at lære at gå igen.