27. APRIL 2015
Det er for nyligt gået op for mig, at jeg aldrig rigtig har forstået ordet egenomsorg. Min praktiserende læge, som har kendt mig siden jeg lå i min mors mave, har hele mit liv sagt til mig, at jeg skal huske at yde egenomsorg. Ja, selvfølgelig har jeg tænkt. Jeg passer da på mig selv. Det viser sig i bagklogskabens klarsyn, at jeg overhovedet ikke har ydet egenomsorg i tilstrækkelig grad. Jeg har levet mit liv ovre i andre mennesker. Jeg var klar over, at jeg var mærkelig og denne side af mig selv skulle for alt i verden pakkes langt væk.
Jeg overkompenserede for mine mangler og fejl ved at blive “Little miss perfect”. En model af mig selv, hvor ingen nogensinde måtte kunne sætte en finger på min opførsel. Jeg skulle altid opføre mig korrekt og være den omsorgsfulde og givende. Ellers var der jo ikke nogen, der ville elske mig eller end holde af mig. Jeg åd mig selv op. Jeg blev tilskuer til mit eget liv og ikke mindst andres. Jeg turde ikke sige min mening af frygt for at blive modsagt, udstødt, mobbet. Jeg var hyper opmærksom på, hvordan andre opførte sig, hvad de sagde, hvordan de sagde det, hvad de mon tænkte om mig. Et energikrævende arbejde der gjorde mig mere og mere angst for andre mennesker. Gjorde mig mere og mere deprimeret. Fra jeg var 13 år ønskede jeg bare at forsvinde med tapetet. Jeg spiste meget lidt, blev ramt af gentagne vira og forkølelser og fandt oftere og oftere mig selv gemt væk i egne mørke tanker på mit værelse eller i den lokale skov, hvor jeg græd og råbte på hjælp. Et depressivt mønster, jeg har trukket med mig gennem mit liv. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg ikke har været deprimeret i en eller anden grad. Det er blevet en del af min personlighed.
På min nuværende rejse mod at blive sund og rask er en af mine udfordringer, at jeg ikke rigtig ved, hvordan det er at være mig uden at være deprimeret og angst for andre mennesker. Jeg er i gang med at definere mig selv på ny. Et skridt af gangen. En gang i mellem træder skridtene baglæns i stedet for fremad. Det er mine gamle mønstre, der sætter ind. Det er så nemt og på en mærkelig måde så trygt at vende tilbage til de gamle mønstre. Det der gang på gang holder mig tilbage fra at gå dybere ind i depressionen er, at jeg for første gang i mit liv har fået et håb om, at jeg kan få et godt liv. Et liv hvor jeg kan være glad og let det meste af tiden. Tænk sig hvilken lykke, hvilken befrielse. Det er der, jeg vil hen.
Jeg oplever små glimt af dette liv. Den anden dag havde jeg fødselsdag. En dag der for mig har været forbundet med masser af anstrengelser for at glæde andre. I år var det anderledes. Tænk engang jeg nød min egen fødselsdag. Jeg var nærmest euforisk om aftenen. Tænk sig at holde fødselsdag på denne måde. Med kærlighed, solskin og ro i sindet. En grundpille i denne rejse er mit fokus på egenomsorg og min forståelse af hvad egenomsorg er for mig. I morgen vil jeg poste et indlæg om de første tegn, jeg oplever på, at jeg er overbelastet og en liste over de muligheder for egenomsorg, jeg griber til.