top of page
  • Forfatters billedeAllberte Sofia Dalgaard

Egenomsorg del 2


28. APRIL 2015


Når man som jeg har været ramt af depression det meste af livet, både de lettere og de svære af slagsen, så er det nemmeste i hele verden at lade sig opsuge af de depressive tanker. Det er velkendt, det er trygt, det er det kroppen kender allerbedst. For at træde ud af depressionsmøllen er det særdeles vigtigt at være opmærksom på de spæde tegn på overbelastning. Når mennesker er overbelastede, så tager rutiner og gamle velkendte programmer over. For mig sætter en overbelastning gang i den negative nedadgående spiral mod depressionen og angstens dyb. Fanger jeg tegnene i god tid, så kan jeg gelejde mig selv forholdsvist nemt og hurtigt på rette spor. Ignorerer jeg signalerne i længere tid, ja, så ryger jeg direkte ud over kanten og så bliver kampen hård og slidsom.


Så første skridt er at identificere mine første spæde tegn på overbelastning. For mig viser det sig som irritabilitet. Jeg bliver kort for hovedet, kan ikke overskue noget som helst og har svært ved at være i min krop. Andre tegn er øget angst, tankemylder, øget søvnbehov og social tilbagetrækning.


Jeg har følgende liste over mulige egenomsorgstiltag, som jeg kan iværksætte. Listen har jeg liggende i mit natbord, så jeg altid ved, hvor den er. Jeg er nemlig ikke altid i stand til at mærke, hvad der er godt for mig, når jeg bliver overbelastet. Så er det bare at finde listen frem og vælge.

· Gå en tur

· Sidde i haven (hvis det er koldt – så tager jeg jakke og dyne med)

· Sige følgende mantra til mig selv “Alt er såre godt”, “Jeg er god nok” og “Jeg er værd at elske”

· Afspændingsøvelser – trække vejret heeeelt ned i maven

· Tænde et stearinlys eller brændeovnen

· Være kreativ: Tegne, male, strikke, hækle, sy mm.

· Varmt karbad eller fodbad med epsom salt

· Lytte til lydbøger på netlydbog.dk eller Mofibo

· Visualisere det liv jeg ønsker at leve

· Plukke blomster i haven/ grøftekanten eller købe en buket blomster

· Lytte til afslappende musik

· Synge

· Lave madplan og ugeplan og på den måde minimere stress og tankemylder

· Løse Sudoko

· Læse

· Spise bær, mørk chokolade og nødder


Hvad gør du for at yde egenomsorg?

28 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page