19. JANUAR 2015
Jeg er sådan en, der aldrig suser afsted oppe under trætoppene i Tivoli. I hvert fald ikke i fysisk tilstand. Jeg har så rigeligt med sus i mit liv. Jeg føler meget stærkt. Altid. Det er både en forbandelse og en velsignelse. Min begejstring kan få mig til at sitre af spænding i hele kroppen. Mens andre menneskers negativet og mine egne negative tanker kan få mig ned i det dybeste hul. Desværre har jeg det meste af mit liv rodet rundt i det dybeste hul og bare gravet mig ned i dynget indtil min enorme viljestyrke har fået mig op til vandkanten igen. Det er det, jeg skal ændre på. Jeg skal derop på livets landevej. Derop hvor de fleste dage er mellemfornøjede og nogle af dem er vidunderlige.
Jeg er særligt sensitiv. Det er ikke en sygdom. Det er et karaktertræk.
Der findes groft sagt to typer mennesker (og så alle undtagelserne). Dem der er hurtige, impulsive, dristige og eventyrlystne og så er der de årvågne, forsigtige observatører, der tænker sig grundigt om før de handler. I vores verden hyldes den første slags. Dem der udgør omkring 80-85 % af arten. De to strategier tjener dog begge til artens overlevelse. De mere tilbageholdende og eftertænksomme kan nogle gange nå at advare flokken om mulige farer og forhindringer, så alle klarer sig igennem skærene. Andre gange er det kun de mest impulsive, der overlever, da de tog chancen, da den var der.
Hvilken gruppe tilhører du?