5. JULI 2015
Er du ofte trist og modløs? Føles hverdagen tung og uendelig lang. Er alt i dit liv en kamp? Presser du dig selv unødigt hårdt for at leve op til andres og ikke mindst egne forventninger? Så har du sikkert stillet dig selv netop det spørgsmål: “Hvordan bliver jeg nogensinde glad for at leve?”
Min erfaring er, at der ikke er én opskrift, der passer alle og derfor gør det vejen så meget mere udfordrende. Jeg har søgt og søgt under min sygemelding. Hvor kan jeg få den hjælp, jeg har behov for, hvem kan hjælpe mig, hvor skal jeg lægge min yderst sparsomme energi og hvor skal jeg lægge mine penge. Jeg har fået hjælp på psykiatrisk hospital. Først ved klinik for Selvmordsforebyggelse og derefter på ambulatorium for Mani og Depression. Jeg vil sige det sådan, at de begge steder har været søde og rare. De har gerne villet hjælpe mig videre og jeg har været glad for deres støtte, men jeg må også erkende, at havde jeg ikke haft min stædighed til at finde andre veje og søge alternative behandlingsformer, ja, så var jeg på ingen måde nået der, hvor jeg er i dag. Der hvor jeg tror på, at jeg kan blive rask.
Det er netop derfor, at vi har brug for hinanden. Vi har brug for at tale højt og ærligt om psykisk sygdom eller blot vores psykiske udfordringer. Vi har brug for at spejle os i hinanden og blive inspireret til at gå andre veje. Vi er dem, der er bedst til at helbrede os selv. Der skal andet end medicin og lidt snak til. Der skal handling til og lige præcis handling, strukturering og overblik har været en kæmpe udfordring med en svær depression og angst. Derfor startede jeg langsomt med sund kost og frisk luft. Med tiden har jeg kunnet lytte til podcast om mental sundhed og efterhånden er jeg nu i stand til at læse bøger igen. I maj måned var jeg klar til at rykke på min viden og sætte et 3-måneders ego-projekt i værk. Dette tiltag skrev jeg om i blogindlægget "Afsked med den pæne pige". Jeg kan sige så meget, at jeg ikke har savnet hende
Hvordan er det så gået med mit projekt? Jeg er glad. Glad og forhåbningsfuld. Fremtiden ligger derude og ser lys ud og jeg er her lige nu og nyder livet og jeg er netop blevet afsluttet på psykiatrisk hospital med den besked, at jeg ikke må gå i gang med arbejde de næste 3 måneder, men skal bruge tiden på at opbygge min energi. Det er fantastisk og jeg må sige, at min plan er gået over al forventning. To af de mest betydningsfulde tiltag er løbetræning og et kropsterapiforløb.
De første 6 uger løb jeg efter en plan, der hedder fra 0-5km på 12 uger. Efter 6 uge fik jeg et dyk og har valgt at jeg lige nu går, cykler og løber, når det falder mig naturligt og det gør det heldigvis oftere og oftere. Men programmet har været super godt. Jeg har fået meget mere energi og genopbygget noget muskelstyrke. Så måske tager jeg hele programmet på et andet tidspunkt. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke presser mig selv. Jeg skal nyde og være lige her i nuet.
Jeg tog også kontakt til en kropsterapeut, da jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at komme væk fra mit hoved og alt mit tankemylder og ned i kroppen. Det har været den største gave, jeg har kunnet give mig selv. Jeg har valgt at komme en gang om ugen og fortsætter her efter sommerferien så længe, det giver mening. Hun har givet mig fysiurgisk massage, øreakupunktur, bindevævsmassage og kranie-sakralterapi. Hver gang med udgangspunkt i der, hvor jeg er lige nu. Hun har så mange redskaber i rygsækken, at hun kan tilrettelægge præcis den behandling, som passer til mig. Hun har løsnet op for gamle spændinger og jeg har for første gang siden barns ben oplevet, hvordan det er at trække vejret heeeeelt ned i underlivet. Det er en fantastisk følelse. Og nu trækker jeg bare vejret helt naturligt uden at tænke over det. Det er faktisk lidt en flyvende fornemmelse i kroppen. Sådan en følelse af at sprede armene ud og bare være.
Hvad gør du, for at være glad for dit liv?