• Allberte Sofia Dalgaard

Kronisk sygdom

Kronisk syg

30. MARTS 2015

Jeg har 3 kroniske sygdomsdiagnoser.

Colitis Ulcerosa, angst og depression.


Jeg kunne egentlig bare give op. Lægerne siger, at jeg bare skal lære at leve med det. Spise en masse medicin og lære at leve med det. Men er der slet ikke noget, jeg kan gøre for at få det bedre. Desværre, nej, er svaret. NEJ!!! Ja, men hvilken tidsalder lever de mennesker i?


Jeg troede på det. På budskabet om at kronisk syg betyder livslang sygdom og et liv op af bakke med megen smerte og masser af medicin. Jeg ville ikke acceptere det. Mit 22-årige jeg strittede imod med den rest af energi, der var i min krop. Jeg kæmpede. Jeg opgav alt, der gav livet mening. Alt det sociale blev skåret ned til et minimum. Nu skulle jeg gennemføre min uddannelse og vise dem alle sammen, at jeg ikke var tabt i rendestenen, fordi jeg havde fået en kronisk diagnose.


Colitis Ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse. Smag på ordene. De er væmmelige. Og der er ingen, der gider at høre om den sygdom. Lort, blod, smerter, et liv på toilettet og ingen energi. Det er virkelig en partykiller. Nej, så hellere en sygdom, hvor kun de bedste læger bliver ansat. Hjernekirurgi, hjertelæger eller noget i den dur. Det er der sgu lidt mere pep og mange flere penge i. Ja, undskyld mig, men har I nogensinde været på en medicinsk afdeling på et sygehus. Det er der alle narkomanerne, alkoholikerne, de gamle demente og nå, ja så os med kroniske tarmsygdomme kommer. Det er der sgu ingen prestige i. Og det sejler. Ja, det gjorde det i hvert fald der i Aarhus, hvor jeg blev behandlet fra jeg var 22-26 år. Det bedste sted i landet, skulle det være. Sørgeligt.


Jeg har ikke sat mine ben der siden, jeg mødte et menneske, som viste mig, at der er andre veje at gå. Der er muligheder. Anne Langgard hedder hun og jeg er hende evigt taknemmelig. Hun gav mig det første spark ud i en uendelig stor verden af viden. Alternativ viden, kalder de den. Jeg kalder den viden om balance i livet. På min rejse i den verden, som jeg gennem årene langsomt har åbnet mig for, har jeg lært at en kronisk diagnose ikke nødvendigvis er lig med livslang sygdom. Jeg kan selv gøre noget. Jeg kan selv gøre meget. Det tager tid. Ja, vist, men der er muligheder. Der er håb og det er netop håbet om et bedre liv, der holder mig i gang. Det er det håb, der gør, at jeg bliver ved med at rejse mig op og gå videre. Havde jeg ikke håbet, ja, så var jeg her ikke længere. Det er det håb, vi som patienter har så meget brug for. At der er en – bare én – der tager os i hånden og viser os, at der er muligheder og hvilke muligheder. Viser os at der er håb og en vej. Måske ikke til at blive 100% rask, men så bare til at kunne leve et nogenlunde normalt liv. Det har vi brug for.


Vi er nemlig ikke selv i stand til at orientere os i junglen, når vi er syge og energiforladte. Så kære du, kender du en der har en kronisk sygdom, så tag vedkommende i hånden og hjælp han eller hun på vej. Opsøg viden om den rette ernæring, find nogle dygtige behandlere og lyt. For guds skyld lyt.

© 2017 Sund i krop & sjæl

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon