• Allberte Sofia Dalgaard

Om at skifte navn

Opdateret: maj 1

Jeg skrev dette blogindlæg for 2 år siden, den dag, jeg skiftede mit navn. Jeg har lyst til at dele det med dig. Ikke for at du skal rende hen og skifte dit navn. Det er bestemt ikke for alle, men numerologien kan noget helt særligt. Så en numerologisk læsning vil måske være interessant.


Nej, grunden til, at jeg vælger at poste det igen, er at jeg mærker, at dette ikke blot er min historie, men at mange andre kan genkende sig i min beskrivelse af at være låst fast i en spændetrøje af normer og værdier - af burde og skulle - og som jeg drømmer om at bryde fri af de besnærende lænker. Jeg har gjort det - er i gang med at gøre det - det er en længere proces. En livsproces, måske. Det har haft store omkostninger for mig. Udstødning af flokken har været den sværeste, udskamningen, latterliggørelsen. Men jeg kunne ikke andet. Der var ingen anden vej for mig - der er ingen anden vej for mig. Trust me - havde der været det, så var jeg blevet inden for rammerne med min konfliktksky tyreenergi, der i bund og grund bare ønsker fred, harmoni og masser af kærlighed - omgivet af smukke bøger, kunst og kulinariske oplevelser. Inden jeg svøber hen i min perfekte verden, så vil jeg ønske dig god læselyst.


// 2.oktober 2019 Allberte Sofia Dalgaard




19. JUNI 2017



Jeg hedder Allberte Sofia Dalgaard. Men det har jeg ikke altid heddet. Det er faktisk ganske nyt, at jeg har skiftet navn.


Da jeg var barn hed jeg noget andet. Jeg drømte om at hedde Louise eller Mia eller Maria eller sådan et fint, feminint, blødt navn, som nogle af de andre piger i min klasse hed. Jeg var en lille pige, der alt for hurtigt blev voksen og tog et stort ansvar på mig. Jeg pålagde mig selv ikke at træde ved siden af. Aldrig sige noget forkert eller noget andre var uenige i. Ikke at opføre mig fjollet og uansvarligt. Derfor fik jeg også tilnavnet ”little miss perfect”; med en negativ klang. Jeg følte, at ansvaret på mig lå tungt. Spændetrøjen med burde og skulle tyngede den lille krop. I virkeligheden drømte jeg om at være fri som fuglen og vise mit sande jeg. Vise at jeg også havde humor og skøre påfund. Ønskede at have masser af gode venner, jeg kunne pjatte med og udveksle sorger og glæder. I stedet blev det aldrig til rigtig tætte venner og veninder. Jeg havde altid min skal på. Jeg ønskede sådan at være som de andre, men jeg kunne ikke finde ud af det og jeg turde ikke. Så jeg var på mange måder en ensom og alvorlig lille pige.


Det fulgte mig langt op i livet. I 2005 mødte jeg min mand, som så lige igennem min hårde skal og elskede mig for alt det, jeg var. Siden har jeg haft lyst til at smide mit navn. Starte forfra. Blive mit sande jeg – være mit sande jeg. Vi giftede os og jeg skiftede mit gamle efternavn ud med Dalgaard, men det var ikke helt det, der skulle til. Jeg havde hørt om numerologi, hvor folk kunne få et nyt navn, der passede bedre til dem. Men altså, det var jo kun noget for sådan nogle alternative, hippie-folk. Hvad ville folk da ikke sige, hvis jeg, lille jeg, lige pludselig kom og sagde ”Ja, men nu skal I altså høre folkens, jeg har skiftet navn. Nu hedder jeg Pippi Lotta Rullegardin.” Nej, vel. Folk ville jo tro, at jeg havde fået pip. Jeg ville komme i fokus og skille mig ud, som en særling (gud forbyde det!). Nej, det er nu bedst at blive ved sin læst. Ja, det troede jeg. Det bildte jeg mig selv ind. Det havde jeg lært.


Men så skete der noget med mig.


Jeg røg i det dybeste, dybeste, mørkeste hul, hvor selv sollys kunne irritere mig, for hvorfor skulle solen dog skinne, når jeg helst ville ligge i mørke og glo åndsvagt tv og sumpe væk og forsvinde fra livet. Jeg kunne end ikke sige mit eget navn uden at få kvælningsfornemmelser og mit ansigt var stivnet med så mange kæbespændinger, at jeg ikke kunne smile. Der i sumpen blev jeg langsomt trukket op og med min viljestyrke rejste jeg mig op og bestemte mig for, at det skulle jeg aldrig opleve igen. Nu ville jeg leve et fantastisk liv. Koste hvad det ville. Og så begyndte jeg ellers at rydde op. I skuffer og skabe, fejede lofter og malede dem, sagde farvel til venner, bekendte, familie, som kun gav mig dårlig samvittighed eller drænede mig for energi. Jeg ryddede så meget ud, at min mand tit jokede med, at en dag så var det ham, der blev kostet ud. Jeg stod med sådan en nedbrydningshammer og bankede fundamentet op. Alt der ikke længere gavnede mig, smed jeg ud. Alt det der var muligt.


Men der er rester tilbage, som sidder godt fast. Solidt forankret i mig. Det er det sidste at min gamle kåbe, der skal smides. Og det er her navneskiftet kommer ind. Jeg starter på en frisk med nye energier. Super top, skønne energier, der smukt stemmer overens med mit livsformål og mit sande jeg.


Så du må grine og gøre nar og tænke dit. Det berører ikke mig. Jeg står fast og er lykkelig for min rejse, mit valg, mit liv og min fremtid.

Så her er jeg Allberte Sofia Dalgaard ♥

© 2017 Sund i krop & sjæl

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon