26. JANUAR 2015
Når man er sygemeldt med stress og muligvis heraf deprimeret og angst(som jeg), så møder man mange velmenende råd fra omgivelserne. Du skal se at komme ud og motionere. Træn i fitnesscenteret. Du får energi af at bruge energi. Sørg for ekstra vitaminer. Spiser du nu også sundt nok. Alle disse råd kan være nok så gode, når man har overskuddet til det. Når man som jeg var er udbrændt, så er det ikke løsningen, som udgangspunkt. Det vidste jeg desværre ikke før i tiden. Jeg slog mig selv oven i hovedet med, at jeg bare skulle tage mig sammen. Nu ved jeg, at løsningen er at skabe ro. Sove når jeg er træt. Gøre ting af lyst og acceptere at livet lige nu er mere eller mindre på standby. Jeg slår stadig mig selv oven i hovedet med, at jeg er en dovenlars, men nu ved jeg, at det ikke er rigtigt.
Jeg startede på nul sidste januar. Der hvor livet, fra mit perspektiv, så kulsort ud. Der hvor der intet lys var og der hvor det bedste ville være, at jeg ikke længere levede; både for min egen sjælefreds skyld og for ikke længere at være den enorme belastning for min mand og søn, som jeg havde været i årevis. Dengang kunne jeg ikke komme udenfor en dør. Var der nogen der ringede på, ja, så åbnede jeg den ikke. Jeg murede mig selv inde. Det var først da, jeg for første gang i mit liv fik den rette psykologiske behandling, at jeg begyndte at tro på, at jeg skulle leve og ikke blot overleve. Psykologen forklarede mig, at min hjerne snød mig, når den fortalte mig, at jeg ikke kunne gå udenfor. Hun gav mig et lille mantra, som jeg brugte over de næste mange måneder. “Det er ikke dine ben, der fejler noget”. De første dage gik jeg en lille tur rundt om vores nærliggende sø. Det tog 10 min. og var en kæmpe overvindelse. Med tiden udvidede jeg gåturene lige så stille. Tanken om at jeg snart skulle i gang med at løbe sneg sig ind på mig. Nu måtte jeg da snart komme i gang. Med tiden fandt jeg ud af, at det ikke var løb, jeg havde brug for. Eller hård fysisk træning. Jeg havde brug for at gå; uden at stresse mit nervesystem. Og det gør jeg stadig. Målsætningen er at jeg skal ud at gå 30-45 min. hver dag. Det lykkes ikke altid, men ofte. Og en af grundene til at det er blevet nemmere at komme afsted er, at jeg har samlet mit eget lille powerwalk-outfit, som til enhver tid er klar til brug. Det hænger på en knage i soveværelset og består af løbetøj i korte og lange versioner, sommer og vinter. Om vinteren supplerer jeg med ørevarmere, halstørklæde og vanter, når det er rigtig koldt. Der er altså ingen undskyldninger længere for ikke at komme ud og nyde naturen i mit eget tempo. For det meste bliver det til powerwalk, men der er også dage, hvor jeg går langsommere og bare nyder fuglene, vinden og duftene. At jeg har gang i den rigtige strategi med hensyn til motion, er jeg ikke længere i tvivl.