27. JANUAR 2015
I går skrev jeg om stress og motion. Jeg fortalte, at jeg havde fundet ud af , at løsningen for mig er at gå ture uden at stresse mit nervesystem. Hvis jeg først skal i gang med at løbe og cykle, så går der alt for meget konkurrence og fart i den for mig – endnu. Dermed ikke sagt, at jeg ikke på et tidspunkt vælger at dyrke andre former for motion. Når mit nervesystem er velrepareret og i balance.
Jeg lyttede forleden til en podcast med erhvervspsykolog Majken Matzau. Hun bekræftede mig i, at der er mange fordomme om det at være stresssygemeldt og at mange oplever, at få en masse velmenende råd, som egentlig ikke virker eller bare gør tingene værre.
Her er nogle af de udmeldinger Majken Matzau langede ud:
“Stress er langtidsoverbelastning og en god ting, fordi det er kroppens måde, at fortælle dig, at nu er det tid til at stoppe op. Kuren mod stress er ro. Det tager lang tid før nervesystemet falder til ro igen. Sygemelding er løsningen. Man får at vide, at man skal gå i fitnesscenter. Det er det værste, man kan gøre, når man er stresssygemeldt.”
Majken Matzau fortæller også om de fælder som stresssygemeldte nemt rammer ind i og nævner i flæng: Projekter derhjemme, hente børnene tidligere fra institution, male plankeværket, detoxe og gå i gang med at træne.
Opskriften på 1.step af en stresssygemelding er i følge Matzau nogle få tiltag, som er godt for dit nervesystem.
1. Hvis du kan sove, så sov. Det er ikke unormalt med 16 timer i døgnet i den første tid.
2. Anskaf et abonnement til netflix eller lign., hvor du kan se letbenede tv-serier, som fanger dig.
3. Læs bøger, aviser eller ugeblade hvis du slapper af med det
4. Handl dagligvarer på nettet – nemlig.com el. lign. – gør det så nemt for dig selv som muligt
Den skjulte øvelse i dette er at lære at slappe af. Alt skal ikke være perfekt. Lad det hele flyde lidt. Giv slip.
Podcast med erhvervspsykolog Majken Matzau kan høres her og er ganske gratis.
Comments