" Allberte, du har en kronisk depression og kronisk angst, hvis du vil have hjælp i psykiatrien, så er det en forudsætning, at du tager antidepressive medicin. Vi forsøger os frem og når vi finder det, der passer bedst til dig, så skal du regne med at tage det resten af dit liv. Når du starter op på et nyt præparat, så skal du være opmærksom på, at de første 14 dage kan du opleve stærkere selvmordstanker."
Nogenlunde sådan - meget komprimeret- lød beskeden til mig, da jeg i 2013 var selvmordstruet og første gang satte mine ben på en psykiatrisk afdeling.
Jeg husker, at jeg tænkte, " Are you fucking kidding me." Jeg finder en vej ud - på den ene eller den anden måde.
Jeg tog medicinen i nogle år - og levede bogstavelig talt i en boble uden de store følelsesmæssige udsving og langsomt tog jeg fat i at genopbygge min hjerne og bearbejde min angst- ikke med hjælp fra psykiatrien, som stort set kun tilbød gruppeterapi- som var okay - jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg ikke var alene - og derudover medicinsk tilsyn. Jeg studerede spirituelle emner, ændrede min kost til ingen gluten og mælk, fik kropsbehandlinger - og på et tidspunkt blev jeg så stærk, at jeg kunne trappe ud af medicinen. Jeg gjorde det alene- da lægerne på det kraftigste frarådede det.
Det er den vildeste rejse og jeg er lykkelig for, at jeg tog den. For det har sat mig fri og givet mig en uvurderlig visdom og kraft.
Jeg mærkede, at det var en helt forkert tilgang og kurs psykiatrien tilbød- i dag ved jeg at jeg havde ret og bliver gang på gang bekræftet, når jeg hører andres historier og forskere udtale sig om den vestlige verdens tilgang til psykofarmaka.
I går lyttede jeg til Kelly Brogan, psykiater M.D. , som fuldstændig har ændret sin praksis efter hun selv oplevede at være patient.
Hun sagde, frit oversat:
"Et farmaceutisk lægemiddel undertrykker et symptom, der forsøger at kommunikere, at der er en ubalance i din krop. Mennesker, der tager den medicin for at få det bedre, har ikke forståelse for hvad, de gør. " De undertrykker deres symptomer og dermed deres naturlige opvågnings- transformation."
Jeg har de senere år selv, benyttet mig af lægeplanten perikon til behandling af depression, som en kraftfuld healer - et lille skud af solskin.
Efter jeg havde lyttet til Kelly Brogan, så lyttede jeg til et foredrag med David Hamilton, Ph. D., som har sin baggrund i en af verdens største medicinalvirkdomheder. Han startede som ung forsker med et brændende ønske om at kurere kræft, men opdagede med tiden, at der var et misforhold mellem forskernes brændende ønske om at redde verden gennem medicin og medicinalvirksomhedens fokus på aktionærerne. Men det er en helt anden vinkel, som kræver et helt nyt blogindlæg.
I dette skriv er det interessant, at han blev opmærksom på sammenhængen mellem lægeplanter, kemisk fremstillet medicin og bivirkninger. Han fortalte, at forskere finder præcis de måske 2-3 komponenter i en lægeplante, som indeholder det virksomme stof. Disse komponenter gendanner de kemisk og forstærker. Det betyder, at det lægemiddel, der kommer i handlen er mere kraftfuld end selve lægeplanten, men medfører desværre bivirkninger, som kan give indre skader. Selve lægeplanten helbreder, mindre kraftfuldt, men på en måde, hvor den moderer og balancerer bivirkninger på samme tid. Lægeplanten indeholder måske 100 komponenter og det ser ifølge David Hamilton ud som om at de resterende komponenter har en støttende effekt, som gør at bivirkninger kan undgåes. Jeg finder det yderst interessant - også med henblik på, at vi har negligeret og undertrykt, så megen visdom om lægeplanter, som vi har samlet gennem årtusinder. Heldigvis har visdommen overlevet og flere og flere studerer og anvender den viden til at hele naturligt uden bivirkninger og indre skader.
Mit håb for fremtiden er, at de to verdener forenes - den medicinske verden og den alternative eller oprindelige visdom. Den forening kan blive fuldstændig magisk.
Allberte Sofia Dalgaard, Komplementær kropsterapeut